Bycyklen København - tilbage til forsiden









Fotograf: Pressedistribution.dk

BYCYKLENS HISTORIE

BYCYKLENS HISTORIE

Havde Bycyklen eksisteret på vores store eventyrdigter Hans Christian Andersens tid, ville han have indledt sin historie om den på følgende vis: ?Der var engang to Mænd i Kjøbenhavn. Da de skulle hjem fra en Aften i Byen, måtte de tage Turen til fods, fordi deres Cykler var blevet stjålne. De blev så vrede, thi de havde prøvet det før, så de satte sig sammen og udtænkte en mageløs Plan".

Navnene på disse to mænd er Ole Wessung og Morten Sadolin. Deres idé var et gratisprincip, som skulle bekæmpe de mange cykeltyverier. Cyklerne skulle sponseres af forsikringsselskaberne for det beløb, de gratis bycykler sparede dem for i udbetalte erstatninger. Det var i 1989, hvor 27.000 cykler blev stjålet alene i København, hvilket kostede de danske forsikringsselskaber den anseelige sum af DKK 41 millioner. Sadolin og Wessung arbejdede med ideen, og fik også produceret nogle cykler på det nedlagte Nakskov Skibsværft; men projektet, som var rent kommercielt baseret, måtte lukke.

Med deres fantastiske plan om gratis cykler til alle skrev de sig ind i Københavns historie.


Projektet sættes i gang
Den 31. maj 1995 blev det nuværende Bycykelprojekt igangsat med 1.000 cykler, hvoraf de 800 havde annoncører. Forinden var en selvejende fond ?Fonden Bycyklen i København? blevet etableret med tilskud fra Københavns Kommune, Turistministeriet, Kulturministeriet, Miljøministeriet, Den Grønne Fond og turistorganisationen Wonderful Copenhagen. I slutningen af 1994 havde Den Grønne Fond og Miljøministeriet givet 2,5 mio. kr. til projektet, og samtidig meldte supermarkedskæden Netto og dagbladet Politiken sig på banen, og tegnede sig for hver 300 Bycykler for en treårig periode. Dette samlede sponsorbeløb på 2 mio. kr. gjorde Fonden tilstrækkelig økonomisk velfunderet til at sende de første bycykler på gaden.


Stigende popularitet
I 1996, hvor København var Europæiske Kulturby, tiltrak Bycyklens popularitet 10 nye annoncører, som bl.a. omfattede Coca-Cola og De Danske Pigespejdere, og det samlede antal bycykler var nu oppe på 1.500. 1997 blev året for store statslige og kommunale annoncører som DSB S-tog, Byøkologisk Fond og Københavns Kommunes Jobformidling.

I august ?97 satte Fonden som et forsøg to servicevogne på gaden, som besøgte samtlige standere mindst én gang om ugen og foretager lette reparationer på stedet. Fra 1998 er dette forsøg gjort permanent, således at 4 rullende cykelværksteder nu hver dag besøger alle bycykelstativer. Endvidere sørger 2 lastbiler for transport og indsamling af bycykler på afveje.

Økonomisk stabilitet

 Den økonomiske situation gjorde, at Fonden havde stadig færre bycykler at gøre godt med i årene 1998-2002. Vendepunktet kom, da Fonden i slutningen af 2002 indgik en langtidskontrakt med et outdoor-reklamefirma, og samtidig fik et tilskud fra Erhvervsstyrelsen. Det sikrede Fonden et økonomisk fundament at agere ud fra, og gav samtidig mulighed for at supplere bycykel-bestanden betydeligt. Bycykelsæsonen 2003 indledtes med 2.500 bycykler på gaden.

HØJDEPUNKTER:

City Bike One
Den daværende amerikanske præsident Bill Clintons besøg i Danmark den 11-12. juli 1997 har ind til dato været Bycyklens mest spektakulære begivenhed. Byens gave til ham var nemlig en bycykel, City Bike One, overrakt af daværende overborgmester Jens Kramer Mikkelsen.

I februar 1999 overrakte overborgmesteren en bycykel som gave til New Yorks borgmester Rudolph W. Giuliani.

Til ære for kronprinseparret
Bycykelsæsonen 2004 blev indledt den 4. maj på Rådhuspladsen med en opstilling af bycyklerne til ære fra kronprinseparret, der skulle giftes den 14. maj. Oppe fra kunne man se, at bycyklerne danner parrets monogram med krone og det hele.

Turismepris
I november 2008 vandt Fonden Bycyklen i København kategorien "Best Low Carbon Transport & Technology" ved Virgin Holidays Responsible Tourism Awards 2008, der fandt sted under World Travel Market i London. Awards

  • Bycyklens historie


KONTAKT: Fonden Bycyklen I København   Værkstedsvej 5   DK-2500 Valby   T: +45 36 16 42 33   E: info@bycyklen.dk